Rejsebestemmelser for Global Tours

Tilmelding / Bestilling

Bestilling kan ske ved telefonisk eller skriftlig henvendelse til Global Tours. En aftale om køb af en pakkerejse er bindende for dig og Global Tours (herefter GT), når du foretager betaling.

GT fremsender et skriftligt tilbud til dig samt disse almindelige betingelser. Du accepterer tilbudet skriftligt inden den i tilbudet angivne frist. Såfremt du ikke accepterer tilbudet inden denne frist, er GT ikke længere bundet af tilbudet.

GT kan ved tydelig tilkendegivelse bestemme, at aftalen først anses for indgået ved din rettidige indbetaling af rejsens pris eller depositum, som angivet i aftalen. Du har forinden modtaget disse almindelige betingelser.

Depositum og restbetaling

Depositum udgør min. 50 % af rejsens pris og skal betales senest 1 dag efter datoen for ordrebekræftelsen. Restbeløbet skal betales senest 90 dage før afrejsedato medmindre andet er aftalt. Sker dette ikke, betragter vi rejsen som afbestilt. De fleste flybilletter eller andre ydelser skal betales kort tid efter reservationen er foretaget, hvilket vil blive oplyst. For rejser, der bestilles senere end 90 dage før afrejse, skal det fulde beløb betales senest 2 dage efter bestilling.

Rejsens pris

Rejsens pris inkluderer alle de ydelser, der er nævnt i program/ordrebekræftelse, herunder alle obligatoriske skatter, afgifter, gebyrer eller tillæg. Prisen er pr. person og baseret på indkvartering i delt dobbeltværelse, medmindre andet fremgår af faktura. Tillæg for enkeltværelse vil være oplyst på fakturaen.

På rejsen kan der forekomme opkrævninger af lokale gebyrer, drikkepenge, entreer og drikkevarer, som ikke er muligt at opkræve på forhånd og derfor ikke er inkluderet i rejsens pris.

Fremsendelse af dokumenter

Rejsedokumenter og billetter fremsendes elektronisk ca. 7 dage før afrejse.

Rejseforsikring

Det er vigtigt at have en god rejseforsikring med på rejsen som dækker blandt andet sygdom. GT kræver at man ved rejser udenfor EU har en rejseforsikring, der som minimun dækker sygdom og hjemtransport. GT kan ikke holdes ansvarlig for udgifter, der opstår på grund af deltagers manglende forsikring. Global Tours rådgiver gerne.

Afbestilling

Ved afbestilling mere end 90 dage før afrejse er indbetalte depositum tabt. Ved afbestilling mindre end 90 dage før afrejse mistes hele rejsens pris. Vi anbefaler at tegne en afbestillingsforsikring, som dækker afbestilling i tilfælde af akut opstået lægedokumenteret sygdom, dødsfald, eller ulykkestilfælde hos rejsedeltagerne selv eller nærmeste familie. Alle afbestillinger skal ske skriftligt til GT.

Fri afbestilling i tilfælde af krigshandlinger osv

Hvis der på rejsemålet opstår naturkatastrofer eller begivenheder af krigslignende karakter inden for et tidsrum af 2 uger før afrejse, kan du afbestille rejsen helt uden omkostninger. Hvorvidt du kan gøre krav på den ansvarsfri afbestillingsret afhænger af en samlet vurdering af forholdene på afbestillingstidspunktet, eksempelvis om Udenrigsministeriet, sundhedsmyndigheder eller andre offentlige myndigheder fraråder, at du gennemfører rejsen til det pågældende rejsemål.
Den ansvarsfri afbestillingsret gælder ikke, hvis du ved aftalens indgåelse kendte til den pågældende begivenhed, eller begivenheden var almindelig kendt. Afbestiller du, selv om betingelserne for ansvarsfri afbestilling ikke er opfyldt, træder vore almindelige afbestillingsregler i kraft.

Kundens ansvar

Du er forpligtet til:

At sørge for gyldigt pas og de for rejsens gennemførelse nødvendige visa og vaccinationer. Passet skal være gyldigt i min. 6 måneder efter hjemkomsten.
At møde rettidigt på de i rejseplanen eller ved anden tydelig anvisning oplyste steder og tidspunkter for ud- og hjemrejsen og i øvrigt rette sig efter ordensbestemmelser, som gælder for hoteller, transportmidler osv. Møder du ikke rettidigt op til en fly- eller busafgang, kan du ikke forvente nogen godtgørelse –  du er selv ansvarlig for at holde dig orienteret om aktuelle afgangstider samt at sørge for, at du og din bagage er på rette sted til rette tid. Undlader du at udnytte de ydelser, som indgår i pakkerejsen, kan du ikke kræve godtgørelse for de uudnyttede ydelser.
Hvis du ikke benytter dig af flybilletterne i den korrekte rækkefølge, vil luftfartsselskabet annullere de resterende flystrækninger. Det er derfor ikke muligt kun at anvende visse strækninger af en flyrejse. Du kan fx ikke kun benytte dig af hjemrejsen.
At optræde således, at medrejsende ikke føler sig generet. I grove tilfælde kan det føre til, at den rejsende af arrangøren eller dennes repræsentant bortvises fra den videre deltagelse. I sådanne tilfælde kan der ikke rejses nogen krav mod mod bureauet eller flyselskabet.
At kontrollere at alle opgivne navne på alle billetter stemmer overens med passet. Såfremt der er uoverensstemmelse mellem navnene i pas og billetter, kan afrejse nægtes uden ansvar for flyselskab og arrangør.
At være selvhjulpen og kan tage vare på dig selv og være i stand til at deltage i de aktiviteter, som er nødvendige for rejsens gennemførelse. Global Tours forbeholder sig ret til at afvise rejsedeltagere, hvis vi vurderer at rejsedeltageren ikke vil være i stand til at gennemføre rejsen ved egen hjælp. En sådan afvisning er uden ansvar for bureauet.

Global Tours ansvar

Global Tours optræder som agent for hoteller og andre leverandører og Global Tours ansvar er begrænset til det erstatningsansvar, vores leverandører har i henhold til gældende konventioner.

Overdragelse af flybillet

Som udgangspunkt er det ikke muligt at overdrage flybilletten. Hvis du ønsker at overdrage flybilletten, skal du kontakte GT, som herefter retter henvendelse til luftfartsselskabet.

Aflysning

GT forbeholder sig ret til at aflyse en grupperejse, hvis der ikke er det nødvendige antal tilmeldinger. Hvis rejsen aflyses på grund af for få deltagere, vil dette ske senest 1 måned før afrejsedato, og du vil få hele det indbetalte beløb refunderet, men har ikke krav på yderligere godtgørelse. Rejsen gennemføres normalt med minimun 14 deltagere. En rejse kan også aflyses, hvis der i nærheden af rejsemålet er oprør, krigshandlinger eller naturkatastrofer.

Prisstigninger

Global Tours kan ændre prisen på en pakkerejse, såfremt dette sker mere end 20 dage før afrejsen og kun hvis stigningen skyldes ændringer i brændstofpriser, flyskatter og valutakurser. Disse regler følger lov om pakkerejser. Prisstigningen må ikke overstige 10% af den fakturerede pris. Såfremt disse betingelser ikke er overholdt, kan den rejsende omkostningsfrit afbestille rejsen.

Ændring af rejseplan

I sjældne tilfælde kan det ske, at afrejse- og hjemrejsedatoer må rykkes på grund af ændringer i flyselskabernes tider eller aflyste fly, som vi ikke kan holdes ansvarlige for. Der ydes ikke erstatning for ændret afrejsetid eller forsinket hjemkomst, udover den kompensation, som flyselskabet eventuelt udbetaler. Der kan også opstå uventede situationer, der gør det nødvendigt at ændre rejseplanen. Hvis en del af den planlagte rute- eller tidsplan må ændres, herunder ændring af indkvartering/hotel/program, betragtes det ikke som en mangel ved rejsen, og bureauet kan ikke gøres økonomisk ansvarlig herfor. Ligeledes yder GT ikke erstatning, hvis en planlagt aktivitet må aflyses som følge af forhold, vi ikke har kontrol over – eksempelvis en aflyst udflugt – ej heller forsyningssvigt på hoteller, herunder midlertidige afbrydelser af for eksempel varmt vand, varme og aircondition. Der ydes heller ikke erstatning, hvis swimmingpools og lignende faciliteter midlertidigt er ude af drift på grund af nødvendige reparationer eller vedligeholdelsesarbejde.

Indkvartering

Vi kan ikke garantere, at alle rejsende får samme værelsesstørrelse og kvalitet. Det kan ske at deltagere i en gruppe vil blive tildelt et værelse af højere eller lavere standard. GT er ikke forpligtet til at yde erstatning som følge af uens standard. GT forbeholder sig ret til at flytte gæster til et andet hotel af samme standard.

Reklamation

Reklamation over mangler ved grupperejser og individuelle rejser skal rettes til hotellet eller rejselederen, så snart manglen konstateres. Er der ingen rejseleder med, skal eventuelle mangler straks påtales overfor hotel. Bliver manglen afhjulpet, kan du ikke kræve afslag i prisen, hvis afhjælpningen sker inden for rimelig tid og uden væsentlig ulempe for dig. Kan afhjælpning ikke ske uden store udgifter for GT, har du krav på et forholdsmæssigt afslag i prisen. Manglende reklamation vil normalt medføre tab af retten til senere erstatningskrav.
Bliver problemet ikke løst på stedet, skal yderligere reklamation være Global Tours skriftligt i hænde senest 14 dage efter hjemkomst. Ved uenighed om mangler ved rejsen kan du indbringe sagen for Rejse-Ankenævnet. Vi følger altid Rejseankenævnets afgørelser.

Lov om pakkerejser

Global Tours er underlagt “Lov om pakkerejser”, der medfører en udstrakt forbrugerbeskyttelse.

Rejsegarantifond

Global Tours er medlem af Rejsegarantifonden 2699.

Øvrige rejsebetingelser

Vi forudsætter altid, at vores gæster har sat sig grundigt ind i bestemmelserne for rejsen – det vil sige de oplysninger, som fremgår af bl.a. faktura og rejseplan. Er der særlige forhold, skal det fremgå af fakturaen, ellers gælder vores almindelige rejsebestemmelser.

Angående forhold, der ikke er nævnt i Global Tours’ rejsebestemmelser, henholder vi os til Danmarks Rejsebureau Forenings almindelige betingelser for pakkerejser.

Forbehold

Vi tager forbehold for trykfejl. Opdateret juli 2016